Tour de France - Billeder

14 dage i de franske Alper (Ahh - 4 dage ned - 6 dage i Alperne - 4 dage hjem)
Og det var en fantastisk tur - men også meget lang (5.293 km) - så næste år bliver turen noget kortere

Men vi fik til gengæld også set noget af det Europa, som vi ellers bare drøner forbi.

Her er vi dog alle sammen på toppen af Col de L'Izoard (vores lokale pas i 2.360 meters højde )

På denne side kan du se (eller gense) billeder fra vores Tour de France

 

Se alle Alpefarernes tilbud på "Motorcykelkørsel - helt i top" på hjemmesiden
Masser af super bjergkørsel - også i Dolomitterne
Alpefarerne kører af sted hvert år i juni og september

 

 

Oversigt:

 

Turen ned:

Salten -> Motel Eurostar (Göttingen)

Var vi klar - eller hva'

Syv superklare svende mødtes i Salten - fuldt pakket - og fuldt tanket

Så ikke noget at sige til at Allan giver V-tegnet
Ahh - skal ret være ret - så startede vi allerede nu med at skulle have fat i forbindingskassen

Men det holdt os nu ikke tilbage fra at sætte kursen sydpå

 

 

Vores første dag på cyklerne var dog en gentagelse fra mange gange tidligere
Det var ren tysk motorvej - dog med en enkelt lille afstikker.

Vi futtede lige ind til Hein Gericke - og fik en herlig kop kaffe af vores lille veninde

Lidt indkøb blev det dog også til - 2 par strømper - to par regnbukser - og et MC-ur

 

 

 

Ellers ingen overraskelser - så vi ankom i pæn ro og orden til Motel Eurostar

Og vi kan virkelig se gensynets glæde både hos Allan
- og Knud Aage som vi fik sat i ramme

Og så var det ellers spisetid - og vi snuppede en super Schnitzel - unter den Linden

 

 

 

Motel Eurostar (Göttingen) -> Hotel Neun Linden (Vogtburg (Kaiserstuhl))

Og det var da godt at der også blev købt regnbukser - for da vi nåede Frankfurt (med Kassel-bakkerne bag os)
så stod det ned i stænger. Så ind på en rasteplads - iføre os regntøjet - ud på motorvejen - og 5 min. efter skinnede solen

Altså - havde vi bare (men sådan er det jo) - næste rast - af med det igen

Og skal vi ikke lige slå det fast med det samme - det var det eneste kvarters regn vi fik på de fire dage
som vi brugte på vores tur ned til Briancon i Frankrig

 

 

Lige efter Karlsruhe forlod vi dog motorvejen - og kørte ind i Schwartzwald

Herligt at komme ind på de små to- eller en-sporede veje

Vi skulle have spist på "Wasserfall" - men de ville ikke have nogen besøgende.
Så nu måtte vi finde på noget anden - og det startede med et holdt ved en gammel dæmning

Vi fik set mange dæmninger på vores tur - men ingen der bare mindede om denne her

 

 

Det varede dog ikke længe før vi skuede hotel Sachmann - og dér ville de gerne servere frokost

Så vi installerede os i hjørnet - og vejret var jo til "frokost i det grønne"

Det første stykke i Schwartswald var foregået på veje med midtestribe (gule veje)
Men de blev efter frokost afløst af "dem-der-uden-striber" (hvide veje)

Så en herlig tur igennem området - med et enkelt stop i 800 meters højde

 

 

 

 

 

 

 

Eftermiddagskaffen bestod af "Cup Dänemark" nedenfor borgruinen i Landeck

Og her er så den første udskilning af de gamle og de unge motorcyklister
De unge er dem der mosler op og nyder en eller anden herlig udsigt
(så må du selv gætte hvem der er hvem )

Og så var der bare 30 km til vi landede på Hotel "Neun Linden" i Vogtburg
(Midt i "Kaiserstuhl" - den gamle vulkan, som nu udelukkende er vinmarker)

 

 

Neun Linden (Vogtburg) -> Hotel Schlüssel (Andermatt)

Vi trillede stille og roligt ud af Kaiserstuhl - og ind gennem Freiburg

Her kunne man virkelig lære noget om hvordan en fir-sporet vej føres igennem byen
Man fører den mere eller mindre ned under byen - sådan - Silkeborg

Og vejen - den går direkte ind i Höllental - og det er jo en super oplevelse
Så vi stoppede selvføgelig også lige op og snuppede en tyve-tredive billeder

Du skal altså prøve den vej - helst når der ikke er så meget trafik - den er topklasse.

 

Og så tøffede vi ellers igennem et herligt landskab - hvor det skam også gik op og ned
Og så - ude i horisonten - Alperne

Og målet var Rhin-faldene

Rhin-faldet er Europas største vandfald - ikke i højden - for det er kun 23 meter højt
Men det er det i "liter vand" - nemlig 700 m3/sek - og med et maksimum på 1.250 m3/sek

Og du kan komme (næsten) ned og røre ved det - det er vildt

 

Og er der to der står sammen

 

 

 

 

 

 

 

Efter at vi havde set "vandfaldet" og indkøbt en sodavand (i kiosken (Schweiz er altså pebret med priserne))

Så kørte vi ad h.h.v. landevej og motorvej (husk at købe en Vignette ) til Heidiland
Jamen det er ikke en spøg - det hedder rastepladsen der ligger lige op ad Lichtenstein.

Her indtog vi frokosten (130 kr for en sandwich og sodavand) - men sådan er det vel
En tiltrængt pause inden vi skulle op i de bjerge der omgav os

 

 

Fra Heidiland gik turen op igennem dalen - hvor Rhinen bliver mindre og mindre
Men hvor højden stiger og stiger

Og du skal ikke tage landevejen på nordsiden af Rhinen
Nej - tag den syd for - for så får du en herlig MC-Tur men mange gode udsigtspunkter

 

 

 

 

Dybe slugter - gamle broer (115 år gammel) - og futteren som også går op gennem dalen

Vi tog os tid til at stoppe - og nyde de forskellige scenerier
Det skal man altså - ellers mister man jo det hele

Altså - hvis man boede i området - så kunne turen såmænd sagtens have taget længere tid
Men (desværre) var vi jo "nødt til" bruge den som en "tranportrute"

 

 

 

Og Rhin-dalen ender jo (eller rettere springer ud) samtidig med at man når Oberalp-passet (2.046 m)

Så her indtog vi eftermiddags chokoladen (med sne på den anden side af gaden)

Og hvor forventer man så lige at se et fyrtårn

Jamen det gør man da på toppen af et alpepas i Schweiz

 

 

 


Og sådan noget sne - det kan sådan nogle drengerøve altså ikke lade ligge
Så der fløj lige nogle snebolde på tværs af vejen

Oberalp-passet ligger kun 15 km fra Andermatt (som var vores overnatningssted)
Så derfor - lige trille ud langs søen (der ligger helt ved toppen)

 

 

 

Og hvorfor holder vi så her på rad og række?

Jamen - jamen - se lige den udsigt ned mod Andermatt
Andermatt ligger simpelthen lige i smørhullet

Og jernbanen - den snor sig skam også i hårnålesving ned mod byen

 

 

 

I Andermatt indlogerede vi os på Hotel Schlüssel
Og hvis du synes at det ser dyrt ud - så har du ret - det var det dyreste sted vi overnattede

Og alting er væsentlig dyrere i Schweiz

Også maden som vi nød oppe i byen.
Og på trods af priserne - så var der også råd til en lille en - bare som dessert

 

 

 

Hotel Schlüssel (Andermatt) -> Hotel Edelweiss (Briancon)

Se lige en udsigt fra altanen på vores værelse

En ting er at man kan se bjergene hele vejen rundt - solen skinner skam på toppen

Og da vi jo havde vores "hårdeste" dag foran os - så gør det jo ikke noget med sådan et vejr

Specielt ikke når man tænker på at vi skulle op over hele fire pas (i meget forskellig højde)

 

 

Og hvorfor ikke lige starte med det højeste - Furka-passet (2.436 m)

Her ligger så også Rhonens udspring - nemlig ved Rhone-gletsjeren

Vi ved alle sammen at Gudeåen og Skjern Å udspringer med få km afstand
Men det gør Rhonen og Rhinen altså også - nemlig på hver side af Andermatt

Der er nok kun 20 km imellem de to udspring af to af Europas største floder
Og flot er her skam - her skal man raste (og måske have lidt ekstra tid )

 

 

 

 

 

 

 

Kun lige et stenkast fra Furka-Passet ligger Grimsel-Passet (2.164 m)

Vi skulle godt nok ikke op over det - men når det nu ligger der - så
7 hånålesving op - og en herlig udsigt - både over til Furka-passet - og ned i Rhone-dalen.

At der så også ligger en restaurant heroppe - med den skønneste udsigt (over chokoladen )
det gør det jo ikke dårligere - og læg lige mærke til vejret (måske lidt ensformigt )
På det sidste billede kan du faktisk få øje på et murmeldyr.

 

 

Efter nedkørslerne - stod den på lidt landevejs og motorvejs kørsel - til vi nåede
bunden af Forclaz-passet (1.527 m)

Og efter bare en enkelt hårnål - stoppede vi og spiste frokost
med udsigt ned over Martigny (det er byen nedenfor )

Og jeg stoppede lige på toppen - mere så jeg kunne bevise at vi havde været der

 

 

 

Og så var vi for alvor i Frankrig

For på nedkørslen af Forclaz - kørte vi lige ind til siden - så vi kunne få et nærbillede af Mt. Blanc

Efter et par små "bakker" - kom vi på motorvejen - og her skulle Knud lige vænne sig til at tage en billet

For enden af motorvejen har vi så den godt 13 km lange "Tunnel du Fréjus"
(det koster 25 Euro - men alternativet er Col de Galibier )

 

 

Tænk at man skal bruge fire dage på at komme til at nyde en øl på terrassen

Men den var velfortjent

Og det er da herligt lige at "sparke dæk" over dagens oplevelser over en friskskænket dugfrisk fadøl
Og så kunne man jo også lige få en snak om hvad morgendagen kan bringe

Hotellet (Edelweiss) var "kun" 2-stjernet - men betjeningen var 5-stjernet  

 

 

Og både vi og motorcyklerne havde det fint her

Vores tremands-værelse havde dog sine mangler
Der var ét skab - uden bøjler - til tre mand

Og hvor skulle man så gøre af sit tøj?
Jamen - man er vel ikke rådvild - så ud på trappen og hente nogle små borde
At det så betød et herligt rod af tøj - over det hele - jamen vi overlevede

 

 

Tilbage til toppen

 

 

Col de Bonette:

Col de Bonette er Europas højeste bjergpas på hele 2.802 meter

Desværre var det lukket på grund af sne (som de ikke havde fået fjernet - endnu)
Så da jeg nåede snekanten så stod min GPS på 2.736 meter - og så gik den ikke længere

Men det afholdt os ikke fra at have en fantastisk tur over flere af de rigtig gode bjergpas
Tre super bjergpas - og en Canyon, der sagtens kunne være et besøg mere værd

 

 

Første stop på turen var allerede efter kun 20 km - nemlig Col de L'Izoard på 2.360 meter

Og det er altså facinerende kun at køre 20 km hjemmefra - så er du virkelig oppe i højden
(var det herhjemme så ville du kunne være oppe i 170 meters højde )

Og vejen op til Izoard er også super - 20 km bløde lækre sving - kun afbrudt af 14 hårnålesving (specielt på toppen)
Og det var ikke sidste gang vi tog denne tur (hellere den end en almindelig landevej )
(Det er også her "økenen" ligger men det kan du læse om senere)

 

 

 

 

 

 

 

Og når man så kommer ned af Izoard - så kører man i en herlig "Canyon"
Nogen gange helt nede i bunden - nogen gange flere hundrede meter oppe på klippesiden
Og endelig nogle gange inde i nogle snævre kurvede tunneler

Altså - nogle gange er det lige så imponerende at køre nede - som oppe på toppen

Ikke noget at sige til, at vi lige stoppede her - det var meget flot.
(hvis du undrer dig over den gule "plet" på de to sidste billeder - så er det bare min Ice-Tee )

 

 

Og så gik turen ellers op på Col de Vars med en højde på 2.108 meter

Og skal jeg udnævne en opkørsel, som den bedste - så bliver det altså Col de Vars
20 km opad - med 9 bløde hårnåle i bunden - og så ellers bare lækre bløde sving - HELT til toppen

At der så også er pænt - og en god kop chokolade - gør ikke oplevelsen dåligere.

På hjemturen kom vi også over den - bare fra den anden side - og det var også super

 

 

Og så kom vi til opkørslen til Col de Bonette med en højde på 2.802 meter
Men som nævnt i starten - så kunne vi ikke komme højere end 2.736 meter - på grund af sne :-(

Allan og Aage besluttede dog at de ville HELT op på toppen (du ved de der unge vilde mennesker )

Så efter at vi havde stået og ærgret os lidt - så drog de to af sted.

Mens vi andre måtte se til - på afstand

 

 

Og her har vi så de to vandrere på vej ned - balancerende på kanten af sneen

Og utrolig nok - så var det ikke fordi de manglede maskineri

Rent faktisk så holdt der både en sneslynge - og så denne gummiged med snekæder
Der manglede bare lidt god vilje til at fjerne det sidste sne rundt om toppen
Nå men se lige de billeder som vore to "onkel farende Mac" har taget fra toppen:
(er Aage møgbeskidt - eller var det først efter billedet at han tog den på r.. og albuer ned ad Bonette )

 

 

 

 

 

 

 

 

Vi andre kørte om på den "anden side" af passet - og ned til nogle ruiner
Og her spiste vi så vores madpakker - med en herlig udsigt - til bl.a. Bonette.
De er resterne af mandskabsbygninger - hvor soldaterne boede i både 1. og 2. verdenskrig.
Området er spækket med gamle forter - alle sammen som et led i Maginot linjen.

Den gik ikke kun mellem Frankrig og Tyskland - den fortsatte hele vejen ned til Middelhavet
Og specielt her i Alperne (og specielt i forbindelse med bjergpassene) var der rigtig mange
Hvis du kigger godt efter på det sidste billede vil du kunne se de to forter som mandskabet betjente.

 

 

Efter toppen vendte vi cyklerne og kørte lidt ned - til Fort du Restefond
På det første billede har du næsten hele flokken, der er tæt på fortet

Og på det næste har du mig (Julle) der kommer "ræsende" efter

Og så var vi ellers indenfor - og helt ærligt - var det mandskabsstuen eller hestestalden

Det var ikke lige til at se det - men en ting er sikkert - der har været hamrende koldt om vinteren.

 

 

Efter "nedturen" på Bonette - og op og ned turen på Col de Vars - så skulle vi lige se en sten

"Fontaine Pétrifiante" - hedder denne specielle kalkstens "skulptur"

Vandet kommer fra en lille kilde - og afsætter så kalken på klippen, som så danner nogle fantastiske former.

Og så kom vi også selv lidt på "bjergbestigning"

 

 

Da vi kom tilbage til hotellet - så var der kommet nye beboere

Det viste sig at være Honda, der havde haft en konkurrence - hvor man kunne vinde en tur igennem Europa
Og ikke en hvilken som helst tur - for den foregik på deres helt nye "VFR 1200 Crosstourer"

129 HK - 126 Nm - og en pris på 250.000-270.000 gode danske kroner

Og her holdt de så - i nummerorden - og med flag - og jeg skal komme efter dig
Og de blev så - HVER dag - set efter af to mekanikere - olie - lys - dæk - ALT blev kontrolleret.

 

Tilbage til toppen

 

 

Galibier og Alpe d'Huez:

Er det her kongeetapen - jeg tror det

Hvis man bare ser på navnene - så vil alle der har set lidt Tour de Fance nikke genkendende til:

- Galibier (2.642 meter)
- Telegraphe (1.566 meter)
- Croix de Fer (2.067 meter)
- Alpe d'Huez (1.800 meter)

 

 

Og lad os lige starte med et billede fra toppen af Galibier

Galibier er et vildt pas - med en fantastisk opkørsel/nedkørsel - uanset hvilken side man vælger

 

 

 

 

Derfor var det også naturligt at vi stoppede halvvejs oppe (2 gange )

Murmeldyr - der smutter over vejen - lige foran en

Sten - der ser ud som om de svæver i luften (selvom de er større end et hus )

Og så nogle udsigter - som man bare ikke kan blive træt af.
Og ja - det var den vej vi kom op

 

 

Og lige før man kommer helt op - så ligger der en souvenier bix
Og så var det tid til at forøge samlingen af "Vindskærmsmærker"

Og lige nyde usigten

Og træffe et valg -skal vi tage tunnelen - eller skal vi HELT op over toppen
Lad mig røbe det med det samme - man SKAL helt op over

 

 

 

Når man kigger nordpå fra toppen af passet - så er det ikke mindre vildt

Her ligger sneen meterhøjt - du kører som i en tunnel med meterhøj sne på begge side

Og da det var tidlig formiddag - så var der ikke lige nogen der var i kortærmede
(Nogle smed ikke engang styrthjelmen )

Men sikken et senarie

 

 

Nedkørslen fra Galibier har et lille "hump"
Og det "hump" hedder Col de Telegraphe

Og det er i selv et eftertragtet udflugtsmål for både cykler og motorcykler
Så det var naturligt at vi fik vores formiddags chokolade lige i svinget

Ufatteligt hvad der er af trafik - også her om formiddagen
Og fantastisk at se hvordan cykkelrytterne klapper af hinanden - efterhånden som de når toppen

 

 

Da vi kom ned i dalen var varmen også kommet - så vi iførte os sommerdresset

Og det var godt vi gjorde det - for lige efter kom vi virkelig på arbejde
En stigning - som virkelig krævede sin mand

10 km - med en stigning på 674 meter - hvilket svarer til et gennemsnit på 15%

Og så var det krydret med 36 hårnålesving - på en gedesti, hvor to biler ikke kunne passere hinanden
Og hvis du ikke tror på antallet - så tæl selv efter

 

Efter den lile opkørselen pustede vi lidt ud (her gik luften også ud af Aages Bimmer )

Og så forsatte vi ellers opad - mod det næste kendte mål - Croix de Fer

Og det er et super pas - et rigtigt pas - hvor der er en super udsigt til begge sider

Her måtte vi altså have et noget større rast

 

 

 

Solen var både skarp og varm - så nu stod den på T-shirt i 2.067 meters højde

Og spisekortet bød på omelet med bacon og ost
Og det smagte simpelthen himmelsk

Er der noget at sige til at vi nød det i fulde drag.
Herlig mad - super udsigt - en smøg - et glas velskænket "Panaché" (radler)
Skal vi ikke lige lade det sidste billede stå lidt

 

 

Kan du gætte hvad vores sidste større mål på denne tur var

Jo-Jo - vi er skam på opkøslen til Alpe d'Huez

Mere præcist i sving-9 (alle svingene har jo navne efter dem der har vundet etapen til toppen)

Det er så også det sving hvor der er god plads - og den beste udsigt ned i dalen

 

 

21 hårnåle sving op - og 21 hårnåle sving ned

Og det var så også her at Allan og Aage (dem der fra Bonette)
syntes at nu skulle den have "ikke for lidt"

Men efter ½ time - så mødte vi skam Aage igen
Hvorimod det lykkedes at miste Allan for resten at denne dags tur
(På det sidste billede holder vi på hovedgaden i Alpe d'Huez - og venter - forgæves )

 

 

Vi snød lidt med nedkørslen - vi drejede fra da der manglede 5 hårnålesving

Men det var der en årsag til - vi skulle nemlig lige ud at køre på en klippehylde
Og der var meget langt ned - meget langt - mere nøjagtig - 500 meter

Vi var dog begyndt at blive lidt bekymrede (ikke for Allan )
men derimod de truende tordenskyer som omgav os.

 

 

Vi slap dog fra det fra oven - vejene var dog våde - så vi kørte meget forsigtigt på de - nu glatte - bjergveje

Allan var kommet hjem da vi arriverede - men havde han bestilt øl

Efter lidt omklædning indtog vi aftensmaden i den gamle bydel i Briancon

Se det var en rigtig historie - og hvis det stod til mig - så var vi der endnu

 

 

Tilbage til toppen

 

 

Briancon og omegn:

I dag var vi ude og kigge på omegnen omkring Briancon

Når man er ude på en tur på i alt 5.293 km - så skal der også være plads til en lille "trilletur"

Og hvad kunne være mere interessant - end at se hvor det egentlig er vi bor.
Så vi sadlede op - og smuttede op ad bjergskråningerne rundt om Briancon

 

 

 

På det første stop havde vi en fantastisk udsigt ned over byen

Og vi kunne kigge lige op ad "Avenue de la Rébublique",
hvor hotellet lå og den gamle by og borgen lå oppe for enden

Som du kan se - så var det det jeg vil kalde en "hvid" vej
Ingen striber - men alligevel en god en af slagsen

 

 

 

Andet stop - var noget højere oppe - og lidt længere væk.

Her var der et skilt, der viste at der havde været arbejdet i minerne frem til 1966.
Jeg har efterfølgende læst at det bl.a. var sølv, som de fik ud af minerne

Nu var minerne nok overtaget af murmeldyrene - som smuttede rundt på klipperne

Sidste billede er af kirken som vi også kunne se fra vores hotel

 

 

Efter en kort nedkørsel kom vi virkelig på gedestier

Her er der hverken striber eller autoværn
Man skal bare huske at dreje eller bremse - så går det

På 2½ km kommer vi lige 250 meter op (det er 10% i gennemsnit)
Og så var der ellers dømt udsigt
Jeg synes generelt at det er sjovest når svingene er bløde - men det her var nu også sjovt

 

 

Samme vej ned igen - og så ellers igennem byen - vi skulle lige om og kigge på en dæmning

Det var en lille grusvej - men hvad betyder det - det har vi da prøvet før

Vi endte dog inde hos en autoophugger (her parkerede vi - i håb om at cyklerne var der nå vi kom tilbage)
For at komme hen til dæmningen måtte vi lige forbi et "vådområde" med haletudser

Men det var alle pengene værd

 

 

Sikken en farve

Super rent vand - og en bund der gør at søen næsten er selvlysende

Hvornår selve dæmningen er fra - fandt vi ikke lige ud af
Men noget af den gamle bro var fra 1889.

Det kan dog ikke anbefales at tage broen længere

 

 

Så var tanken at tage op på toppen af Col L'Izoard
Men kort efter at vi var blevet foreviget her ved den lille flod
så begyndte det at regne (hvad de også havde lovet :-(

Resultatet var nu ikke så ringe endda - nemlig et pølsebord på torvet

Og efter at vi havde kigget butikkerne ud (nej vi var ikke i parfumeriet )
Så tog vi den op ad vejen til borgen på toppen.

 

 

Når der nu ligger sådan en borg - lige ovenfor hvor vi bor
så skal man altså lige op og se den

Sådan nogle bakker ser altså små ud, når de ligger ved siden af de store bjerge
men der er godt nok alligevel langt op, når man kommer hen til den

Vi havde dog hurtigt et herligt vue ud over både det gamle og nye Briancon
Læg lige mærke til alle trætagene - skægt

 

 

På toppen af borgen står "Statue de la Grande France" og spejder ned over "Vauban"
Vauban er navnet på den gamle del af Briancon, som ligger helt oppe ved borgen.

Borgen var dog noget lukket (skiltene på døren peger mod sprækken i døren )
Så ikke noget at sige til at Knud bare går videre.

Et lille kig ind gennem hullet afslørede lidt af hvad vi gik glip af

 

 

 

Ud over boren ville vi også lige se "broen" over kløften

Altså 100 meter ned - det er der
Så når man står og kigger ned - så får man lige et sug i maven

Eneste ulempe ved at gå ned til broen er at man skal op igen
nå det klarede så et par unge mennesker jo i stiv arm

 

 

 

Jeg kunne jo lige slutte af med nogle af Allans billeder,
hvor han har været ude og fotografere nogle gamle gedebukke

 

 

 

 

 

Tilbage til toppen

 

Col de L'Izoard:

I går kom vi jo ikke helt op til Col de L'Izoard - da det begyndte at regne.

Det gjorde det så også hele formiddagen i dag

Så formiddagen gik med shopping i Briancon - og en herlig "kyllinge-frokost"
Nåh ja - traditionen tro fik Knud købt sig en ny pibe

Men da kl. var halv tre - så var det så tørt, at vi fuldførte gårdsdagens mission.

 

 

Og målet var Col de L'Izoard - og ikke mindst Casse Déserte "Økenen"

Et helt enestående og imponerende område - her i over 2.000 meters højde.
Så fik vi taget nogle billeder - ja mon ikke

Jeg tror jeg gjorde holdt for hver 50 meter

Og skal du lige se "billedet" :

 

 

Vi lader det lige stå et øjeblik

 

 

 

 

 

 

Strålende sol var det ikke - men den kom mere og mere frem
Og det holdt tørt

 

 

 

 

 

Og da flere af os holdt mange steder
så var der også mulighed for at tage billeder af hinanden - når vi "futtede" forbi

.

.

.

.

.

På P-pladsen oppe på toppen af Izoard var der lige en - der havde ramt ved siden af

Guderne må vide hvordan man kan gøre det (måske en håndbremse der ikke var trukket)
Altså - når man sætter cyklen i bjergene - så står den ALTID i 1. gear (den vender jeg tilbage til senere )

Heldigvis så den meget intakt ud.

.

.

.

Og her er så det eneste billede, hvor hele "banden" er foreviget - på toppen af Izoard

Og så måtte cyklerne jo også hellere blive foreviget - på toppen af Izoard

.

.

.

.

.

Vi var dog et par friske unge mænd (Johannes og Julle) som tog den helt til den nærliggende top

Så der kunne vi "se ned på" de lidt aldrende

Ahh - de kunne jo også se op til os

.

.

.

Og se lige den udsigt - og se lige de veje vi kørte på

Og den lille restaurant var også lige et besøg værd

Og når du klikker på det sidste billede
så vil du også kunne se hvordan vi ankom til den - i fornemmeste stil
(hav lidt tålmodighed - din PC skal lige hente filmen ned)

.

.

.

Og efter en herlig nedtur

Og en herlig middag (samme sted som til frokost )

Og en lille godnat én

Så gik både vi og byen til ro

 

 

Tilbage til toppen

 

Col Agnel:

Col Agnel er Europas højeste internationele pas på hele 2.744 meter

Og det blev så også den dag, hvor vi kom længst ned (under 300 meter)

Og det var så også dagen, hvor vi brugte det meste af tiden i Italien

Ikke så meget op og ned - men meget langt ned - og meget langt op

 

 

Første besøg var Sestriere - som i 2006 var vært for de alpine konkurrencer ved OL

Og det bærer byen så også præg af - der lå simpelthen det ene luksushotel efter det andet
At det så også ligger i 2.000 meter gør jo bare oplevelsen endnu bedre.

Da vi skulle til at køre - var det med et krav om at stoppe ved det første det bedste tissested
Så lidt nede ad vejen - fandt vi det ideelle sted.
Om det så er fordi Allan ikke lige kan holde sig, at der er "ble" på sædet - det får vi nok aldrig opklaret

 

 

Efter en herlig nedkørsel på hele 55 km - rundede vi Pinerole - og fortsatte sydpå.

Og efter lidt landvejskørsel - så indtog vi torvet i byen Bagnolo ("solonumse" )

Det var et herligt sted - og hvor servitricen også så herlig ud
Duerne flyver - men ikke her - for her var det mursejlerne der dominerede

Hele klokketårnet var én stor redekoloni

 

 

 

Se lige en By

"Chianale" i 1.797 meters højde

Den sidste by inden toppen
(Agnel - altså)

Stort set bygget af sten
der er samlet op i bjergene

 

 

Det var godt nok en anderledes oplevelse

Men så absolut af de bedre

Så vi "bestilte" bord hos den lokale kromutter
(det er hende der stormer over vejen )

Og imens hun gjorde klar - så var vi lige rundt med kameraet.

 

 

Og det viste sig at det var en 4-retters menu vi havde bestilt

Første ret var en tærte - og den smagte rigtig godt - så det tegnede jo fantastisk.
Anden ret - jamen se lige hvordan Mikkel "nyder det
Tredje ret var lige så uspiselig som anden ret - så ikke noget at sige til at vi hurtigt kom udenfor
Fjerde ret - var vitterlig god - en slags fromage/budding - så vi endte med at have en god smag i munden.

Så lad det være en advarsel - hvis du ikke forstår hvad der står på menu-kortet - så hold dig væk

 

 

Men vi manglede jo stadig 1.000 højdemeter i at nå toppen

Og skulle vi lige poientere - at når man tager turen op på Col Agnel
så kommer man fra 250 meter - og ender i 2.744 meters højde - en stigning på 2.500 højdemeter
Det tror jeg ikke man oplever andre steder - på en strækning på 65 km (med en enkelt pukkel undervejs )

Lige før toppen stoppede vi i det sidste sving.
Og se lige hvad de stod og fotograferede :

 

 

Nu var vi virkelig kommet op i de store bjerge
Og vi havde taget dem - på den store klinge - hele vejen

Hele opkørslen var fantastisk - også selvom de sidste kilometre var meget krøllede

"Lykke er" - både selve køreturen - men også det vue der er når man kommer op

 

 

 

Col Agnel er et fantastisk bjergpas

Her kan du kigge til venstre - med en fantastisk udsigt ind i Frankrig
Og du kan kigge til højre - med en lige så fantastisk udsigt

Her fornemmer du virkelig at du er på et bjergpas.

Og ikke noget at sige til at grænsen går netop her

 

 

Altså - italienerne - og så deres skilte

Jeg tror bare man skal lukke øjnene - og så ellers køre som man plejer

 

Og så kan vi jo lige lade billedet af Allan stå lidt

 

 

 

Der var ikke lige nogen restaurant på toppen
- men vi skulle ikke langt ned påden franske side før der var "bingo"

Så her bænkede vi os - i forventning om den altid kærkomne kop Chokolade med flødeskum.
Men da vi skulle bestille - så udspandt der sig et noget særpræget ordspil mellem servitricen og Julle:

"Vi vil gerne have syv kopper chokolade med flødeskum" - "vi har ikke noget flødeskum - vil de have det med flødeskum"
"Ja-tak - syv stk. med flødeskum" - "det har vi ikke - ønsker de det med flødeskum" - og sådan fortsatte det
Jeg ved ikke hvordan vi fik det afsluttet - men vi er da kommet hjem

 

 

Da vi kom helt ned af Col Agnel - og inden opstigning til Izoard
Så kørte vi nede i dalen - og det er altså heller ikke så ringe endda

 

 

 

 

 

Vel hjemme igen - fik vi da lige linet cyklerne op
Her kunne Hondaerne ikke have gjort det bedre

Og så var det ellers tid til en lille slapper i de bløde sofaer i fjernsynsstuen
Det eneste der manglede i fjernsynsstuen - var fjernsynet

 

 

 

 

Om aftenen spiste vi kinesermad - en herlig "spicy" reje/skaldyrs forret

og en ikke mindre skøn kyllinge "et eller andet" - og med masser af krydderier

Og "i morgen" var jo så vores sidste dag i de franske Alper - og hvor skulle turen så gå hen
Vi holdt "stormøde" på værelset - og alle muligheder blev vendt

Og se lige nedenfor - hvor forskelligt den sidste dag blev tilbragt

 

 

Tilbage til toppen

 

Col de L'Iseran og Col de Madeleine:

Johannes tog en slapper (fra motorcyklen )

Aage var altså tiltrukket af fyrstinden i Monaco

Og vi andre blev enige om bare at køre op på Liseran
Men det blev dog en udvidet og mindeværdig tur på hele 398 km

Lad os starte med Aage:

 

 

Aage var som sagt hooked på at tage turen ned til Monaco

Sådan ca. 500 km - hvor der bl.a. skulle passeres 5 større eller mindre bjergpas
Heriblandt Col de Bonette (som de stadig - efter en uge - ikke havde fået ryddet for sne - de manglede 2 meter i hver side )

Men Monaco blev til gengæld ikke nogen skuffelse
Se lige hans billeder fra turen :

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Og så til Col de Liseran og Col de Madeleine:

Fra Briancon kørte vi østpå - op over Montgenévre på 1.860 meter
Ind i Italien - og så op mod Mont Cenis på grænsen til Frankrig

Det er et sjovt lille pas, hvor man hele tre gange tror - at nu er man der.
Og første gang er der hvor Allan tænker på, om man SKAL have snekæder på

Anden gang er hvor man kører nogle flotte hårnålesving op
Flotte - både nedefra og oppefra

 

 

Tredje gang var lykkens gang

Og som så mange andre steder - var her murmeldyr
Nogen havde set bedre dage - andre hyggede sig i bjergene

Men vi nåede toppen af Mont Cenis og indtog vores formiddags chokolade
i 2.090 meters højde - med en herlig udsigt til sø og bjerge

 

 

 

Efter en kort nedkørsel startede vi opkørslen til Col de Liseran

Og det blev lige til et enkelt stop på vejen op - for se lige det skue her

Vejen op til Liseran er super - ikke mange hårnålesving - men meget meget skønt snoet
Og selve vejen er også god - må betegnes som "hvide" veje - uden afstibning

Og se så lige den sten der er på vej ned gennem luften - for at lande i dalen

 

 

 

 

 

 

 

Toppen af Col de Liseran - 2.770 meter over havet - hele turens højdepunkt

Altså - når vejret er sådan - så kunne man godt forfalde til at bo her - Her er simpelthen super lækkert

Så er der noget at sige til at vi skulle foreviges her

 

Der er ikke mange huse på toppen
Rent faktisk - så har du dem "alle to" på disse billeder

Læg mærke til at kirken er gravet halvt ned i klippen
Desværre var den låst - så vi kunne ikke lige se den indvendig.

Huset - huser et lille cafeteria (hvor man kunne få nogle ikke særlig spændende sandwich)
Men nok så vigtigt - et souvenier-biks - hvor man kunne få et klistermærke til vindskærmen

 

 

Så derfor trillede vi ned ad Liseran - på nordsiden - ned mod Val d'Isere
Det var en super nedkørsel - hvor man ser byen nedenfor efterhånden som man nærmer sig.

Og jeg skal love for at der er lukket i Val d'Isere om sommeren - det hele står stort set tomt.
Men der var dog åbent her på restaurant "Le Canyon" hvor vi indtog en Cheese Burger

Det var også her vi besluttede at køre HELE turen (tre stemmer mod én - Knud hørte ikke lige hvad vi snakkede om )
så derfor videre nordpå - og ind under vandfaldet - her ved dæmningen ved Tigne.

 

Opkørslen til Col de Madeleine:

Specielt for dem der er interesseret i "det rigtige" Tour de France"
Så skal man altså se det - Torsdag, den 12. juli

Her skal rytterne op over Col de Madeleine (den eneste "rigtige" bjergetape i Alperne i år )

Og det er jo noget af nogle gedestier de skal ud på - specielt i starten af opstigningen
Her kører de op igennem skoven - og der er ikke langt imellem hårnålesvingene
Så husk at tænde for fjernsynet denne dag

.

.

Vi tog dog turen - her fire uger før de andre tog den på cykel

Men som nævnt - det er nogle værre gedestier i starten på opkørslen

Her hvor vi er (ca. 2/3 oppe ad ruten) er vejene dog rigtig gode.
Vi holdt et lille rast - nød udsigten - og slappede af i det grønne

At der så ikke er stille - der kommer konstant motorcykler drønende forbi - det måtte vi tage med

.

.

Og her er vi så - på P-pladsen - med en fantastisk udsigt til Mont Blanc i horisonten

Og selvom Col de Madeleine ikke er særlig højt - 2.000 meter
så kan vi varmt anbefale at man OGSÅ tager den op over

Det er nok et af de steder hvor man kan se længst
Der er 70 km i fugleflugtlinje over til Mont Blanc

.

.

.

Eftermiddags chokoladen - blev indtaget i disse omgivelser - og med denne udsigt

Turen var jo gået hen og blevet så lang, at Intruderen skulle have fyldt noget på tanken.
så da vi kørte nedad - så indtastede jeg en tankstation som waypoint

Og jeg skal da love for at det var starten på en omvej

For da jeg havde tanket - så kom vi forkert ned på motorvejen - i den gale retning.

.

.

Og efter 15 km i den gale retning - fik vi vendt - og jeg betalte så for fadæsen
Og det blev så i mere end en forstand

For efter yderlige 15 km - kom Knud Aage drønende - og fik os ind i nødsporet
Det viste sig at jeg havde tabt min pung på motorvejen.

Heldigvis var Allan stoppet - og gået tilbage efter den - og fandt den (den var kun kørt over tre gange)
Alle mine kreditkort og papirer var der - men ca. 800 Euro (6.000 kr.) var fløjet deres vej

.

.

Det var surt - men stor tak til jer at I opdagede det - og specielt til Allan - som løb spidsrod på motorvejen for at få fat i den igen

 

 

Tilbage til toppen

 

Hjemturen:

Briancon -> Kaiserstuhl

Vi skulle selvfølgelig også have noget ude af hjemturen
Og hvad er bedre end at tage den op over Galibier - igen

Se lige skyerne der ligger nede i dalen på det første billede
Og se lige "køretøjerne" på det andet

Og så var der det der med ALTID at sætte cyklen i 1. gear når man parkerer
Lad mig sige det sådan - Bimmeren er klart pænest på denne side

 

 

Ellers gik turen igennem Schweiz (på motorvejen)
Så det er der ikke meget at skrive hjem om

Det er der til gengæld om Gasthof Löwen
Her havde os der boede på tremandsværelse - hver vores dobbeltseng

Ingen snorken fra sengekammeraterne - jo-jo - her fik man sovet igennem

 

 

 

Derudover - så var det et superhyggeligt hotel
Men en fin gård, hvor cyklerne kunne holde i "garage"

Og overalt hang og stod der alle mulige ting og figurer
De har rigtig hygget sig med at sætte alt det op

 

 

 

 

Og så var der jo gårdhaven - et helt kapitel for sig

Her sang "Die sieben alte Tenoren" så også midsommervise for en helt fyldt gårdhave
Og på væggen hang der så et ordsprog, som vi godt kunne bruge i Fossilerne:

"Gamle venner er som gamle vine
de bliver bedre og bedre
- og jo ældre man bliver
desto mere sætter man pris på dem"

 

Kaiserstuhl -> Klüsserath

Vi forlod Hotel Löwen - og satte kursen vestpå.

Vi skulle dog ikke længere end 25 km før nåede vores første stop

En af sluserne på Rhinen - og vi håbede selvfølgelig på, at vi ville
se dem "in action"

Og det gjorde vi så 

 

 

Men det var jo lidt "sølle"

Bare sådan en lille snoldet motorbåd

Men sluserne blev skam åbnet - og den sank (næsten) ned på bunden

 

 

 

Men så skete der noget fra den anden side

Der kom lige en "rigtig" flodpram sejlende

Og det var faktisk lidt spændende at se den komme ind i slusen
Der er ikke meget plads i siderne

Jeg tror vi hyggede os en lille time - her ved slusen

 

 

Men så var det også tid at komme videre - mod Vogeser-bjergene i Frankrig

Og sikken en tur vi kom ud på - det er jo ikke så højt som Alperne
men jeg skal love for at det går op og ned - hele tiden

Og midt i det hele - mødte vi en masse andre motorcyklister - og også disse to pansere
En franskmand - og en tysker - og vi tror at motorcyklisterne protesterede over et eller andet
Nå vi fik en kop kaffe - og en sludder - lidt sjovt at opleve.

 

 

Målet var "Struthof" - den eneste koncentrationslejr under krigen i Frankrig

Og da vi ankom - så var der ellers fyldt op med generaler
Jeg skal komme efter dig

Der havde været en mindehøjtidelighed - og det vrimlede med veteraner

Men det var lige sluttet - så vi kunne da også kigge os lidt omkring.

 

 

Det er godt nok uhyggeligt hvad mennesker kan finde på at gøre overfor hinanden

25.000 mennesker mistede livet her i Struthof.

Vi kunne ikke komme ind (før om to timer)
Så vi sadlede op igen - med kurs mod Luxemburg - og Mosel floden

 

 

 

 

 

 

 

 

Og hvad er det lige der sker på disse billeder

Jo - Knud havde pludselig ikke noget lys på - og på trods af at vi næsten skilte cyklen ad - faldt vi ikke fejlen.

Til gengæld fandt vi ud af hvorfor der ikke var strøm til hans GPS

Han kunne dog køre med overhalingsblinket - der skulle bare lige en elastik rundt om håndtaget
Det viste sig senere at det var hans starter knap der ikke slap helt - og kappede strømmen til lyset.

 

 

Altså - ser Julle lidt tåget ud

Jamen det er der vel ikke noget at sige til - for hans GPS var gået i udu
Man kunne selvfølgelig godt trykke på skærmen - der skete bare ikke noget

Så var han sur - ja mon ikke - 6.000 gode jyske træpenge var fløjet sin vej i Frankrig
GPS'en virkede ikke mere - og han havde lige kørt 2½ time i regnvejr
Jo-jo - han var parat til at køre direkte hjem (nå et par øl nedkølede ham lidt )

 

Efterfølgende måtte jeg så ud at investere i en ny (Zümo 660) - så nu er han glad igen

 

Klüsserath -> Eurostar

Heldigvis var regnen stoppet i løbet af natten - selvom solen dog gemte sig lidt

Så vi trillede et stykke langs Mosel - indtil Julle drejede op i de små bjerge
Han havde planlagt en lille omvej - den blev på en hel time

Til gengæld - så "Kun den der kører forkert - oplever nye veje"

Vi fandt dog Mosel floden igen - som vi så snoede os langs med

 

 

Jeg havde "lovet" at nu var det slut med hårnålesving

Men når man nu har planlagt en lille smutvej mellem Mosel og Rhinen
så kan det jo smutte

En herlig lille vej - hvor man lige kommer 300 m op - og ned igen.

 

 

 

Ved Rhinen tog vi så færgen fra Sct. Goar til Sct. Goarshausen

Og det var jo med udsigt til Loreley (uden at vi blev ledt i forfald )

I Sct. Goarshausen fik vi en kande chokolade HVER - og lagkage

Og så ellers en lille rundtur i byen - inden vi trillede videre.

 

 

Og vejen fra Sct. Goarshausen og østpå er altså ikke dårlig
Et herligt kuperet terræn (og minsandten også et par hårnåle )

Men nu gik den så heller ikke længere - nu skulle BMW'erne på værksted

Så i byen "Limburg ander Lahn" blev der brugt nogle Euro

Ahh - det var ikke så slemt - Knud Aage skulle have nye pærer i førerlyset
Allan fik et nyt sæde - og Aage skulle høre om de havde et sidespejl

 

Og så undgik vi regnen - og det var fint - for regn og Kassel-bakker passer altså ikke godt sammen

 

Den sidste dag

Der er ikke meget at berette om vores sidste dag - som jo stod på ren motorvej fra Göttingen til Dannevang

Og det gik fint nordpå - indtil vi kørte ind på rastepladsen "Harburger Berge" - dér svigtede Johannes forbremse.

Altså - det er jo slemt nok - men tænk hvis det var sket et hvilket som helst andet sted - end på en tankstation.
Hvad med en katastrofeopbremsning på motorvejen - eller midt i et hånålesving i Alperne.

Men alt forløb - heldigvis - i god ro og orden - og vi nåede alle hjem i god behold

 

Så hvad havde vi så af "Uheld" på turen:

Altså - hvis du har læst hele beretningen - så har du også været igennem 298 billeder

Og det er ikke et billede for meget

Tak til alle deltagerne: Aage - Allan - Johannes - Knud - Knud Aage - Mikkel - og Julle
Og på gensyn til næste år i Toscana

 

En oplevelse rigere

 

Tilbage til toppen