Bormio - 15.-22. august 2009

Vel hjemme igen kan jeg berette om en uges ferie i Alperne (Bormio) - i fuld sol:

Turen til Bormio

Vi tyvstartede - gjorde vi.

Vi havde jo ferie i uge 33 og 34 - og da Alpeturen var i uge 34 (lørdag til lørdag) - så kunne vi jo selv bestemme hvornår vi ville drage af sted - og det blev fredag aften kl. 21.00.

Og det er jo lidt af en pakning der skal til når man skal være af sted i en uge - og både Bella og Intruder skal med.
Hundekurv, hundemad, hundeskåle, hundelegetøj og så lige lidt værktøj (hvis nu :-) - og der skal jo bruges lidt til at få vindskærmen af og på (ellers kan den ikke komme om bag i)

Vi var lidt spændte på hvordan Bella ville klare 1.323 km på forsædet af en Transporter - men det gik.

Det helt store øjeblik var jo hver gang der skulle rastes.
Bella er en rigtig rasteplads hund - og der er jo ikke noget bedre end at komme ud efter nat rasten - og så blive luftet på en eng, hvor mosekonen er i fuld gang med sit bryg klokken seks om morgenen - og hvor solen lige akkurat står flot og rød i horisonten.

Men slappe helt af i bilen kunne den ikke - den var nødt til at følge med i alt - hele tiden.

Syd for Kempten (lige før Østrig) var motorvejen spærret i begge retninger resten af vejen - med det resultat, at alle blev ledt af en almindelig landevej igennem flere små sydtyske byer.

Så først skulle en tresporet motorvej ind i to baner - og derefter i en bane, hvorefter vi kom ud på de små veje. Det er meget træls at køre sådan i kø - specielt når det i alt tog 1 time og 50 minutter - og specielt for en lille hund (ahh - også meget træls for os andre )

Frokosten blev indtaget i "Nesselvang" - en af de hyggelige små sydtyske byer.

Men så nærmede vi os også målet - motorvejen var lagt bag os - og det første vi så af Alperne var Zugspitze (Tysklands højeste bjerg) - som jo gav gode minder fra da vi for to år siden stod på toppen af det.

Efter Fernpas gik det over Landeck - og så ellers opad mod Resiapasset - en herlig vej - uden at være for streng - hverken for os eller Transporteren

Efter Resiapasset drejede vi vest på - og passerede grænsen til Schweiz - op gennem en herlig dal - indtil vi kom til byen "Santa Maria Val Müstair" - så gik det op - det gik meget opad.

På kortet ser du starten på strækningen op til Umbrail passet.

Det er ubetinget det hårdeste jeg nogensinde har kørt - det går meget stejlt opad.
Jeg ved ikke hvad de hårdeste stigninger er - men vi kan jo regne lidt på det.

Strækningen er 13 km lang - og stiger i alt 1200 meter - så det giver et gennemsnit på 9,2%

Og når du er kommet op ad de mange første hårnålesving - så holde asfalten - og det gør den i ca. 4 km - før den vender tilbage.

Det er en fantastisk opkørsel - men når man på dette tidspunkt har været på farten siden kl. 21.00 dagen i forvejen - og klokken nu er 17.00 om eftermiddagen - så nyder man det ikke i fulde drag.

Næste morgen var vejret også flot - og når man så har sådan en udsigt fra terrassen - og kan se over mod den vej vi kom ad - så føler man virkelig at nu er man kommet til Alperne.

Og når det nu er så flot et vejr - så skulle det da også udnyttes

Og det blev så til en tur til toppen af det bjerg som vi bor op ad:

(tilbage til toppen)

Bjergtur til Monte Vallecetta

Bormio ligger i 1200 meters højde - og lejligheden som vi bor i ligger i 1650 meters højde

Ovenfor den ligger "Bormio 2000", som er en station, hvor gondolerne fra Bormio  kommer - og afløses af den store svævebane op til "Bormio 3000". (ja rigtig gættet - tallene står for hvor højt disse stationer ligger)

Vores bjergtur foregik med bil til "Bormio 2000" - og så med den store svævebane til "Bormio 3000"

Herfra var der flere afmærkede ruter (de fleste nedad) - men dog to, som gik h.h.v. til toppen af bjerget (men den var ikke så lang) - og så en længere til "Lago delle tre Mote" (de tre bjergsøer)

Vi valgte den sidste - vel vidende at den var rimelig lang - og at det gik 500 meter ned (som jo så skulle tages opad når vi skulle hjem)

Stien var fin - og Bella nød rigtig at drøne rundt i bjergene - og helt suverænt var det jo da vi kom forbi en lille klat sne - så skulle der rigtig mosles rundt (så sad vi lige et kvarters tid der)

Og selv om det ser meget øde ud - så er der alligevel et liv af den anden verden.

Bentes skarpe øje finder hurtigt de små ting - og fik også foreviget blomsterne og et enkelt insekt.

Der er faktisk mange insekter helt her oppe - bl.a. en hel del sommerfugle (dem fanger vi (på billedet) næste gang)

Og ja - der skal også være plads til at nyde omgivelserne.

Så check lige den udsigt der er på de her billeder - vi er altså oppe hvor der ikke er et eneste træk eller busk til at forstyrre udsigten.

Så vi tog os også lige tid til bare at være der.

På et tidspunkt delte stien sig (det kunne vi ikke lige se på kortet) - den ene gik opad - og den anden gik nedad - og vi vidste at søerne lå nede i 2500 meters højde - så vi gik nedad.

Lidt senere opdagede vi hvorfor der var to - for den sti vi gik ad var der pludselig ikke længere - den var forsvundet i et stenskred. Men da stenskredet ikke var bredere end en 3-400 meter - hvorfor så vende om - næh-næh - vi fortsatte (selvom det absolut ikke var nemt - og nok heller ikke helt ufarligt)

Efter et par timers bjergvandring rundede vi et hjørne (er der hjørner på et bjerg?) og så lå de der.

Tænk at man kan sætte sig et mål der hedder at knokle rundt i ufremkommelige og golde bjerge for at komme til nogle bjergsøer :-)

Det kan man - og det er bare lækkert - man for rørt sig - de røde blodlegemer formerer sig lystigt - og man får sig en på opleveren der er så fjernt fra dagligdagen, som det overhovedet er muligt.

Søerne er forbundet med hinanden med små bække der også laver nogle små vandfald

Det betød jo så også, at vi skulle finde et sted hvor vi kunne  komme tørskoede over.

Ingen problem - og slet ikke for Bella, der bare drønede ud i bækken.
Intet lækrere end at få kølet poterne og kroppen ned - og så samtidig få sig en tår af det friskeste kildevand man overhovedet kan tænke sig.

To af os var også ude at soppe - og det var ikke mig :-)

Ellers dejligt at få sig et velfortjent hvil - en flaske Ice Tea er ikke at foragte
Og så lidt friskt frugt til.

Der var begyndt at komme lidt skyer - så vinden (den smule der var) var blevet lidt kølig.

Men vi skulle hurtigt få varmen igen.

Som sagt så lå søerne i 2500 meters højde - og vi skulle op til svævebanen der lå i 3000 meter.

Så vi vendte blikket opad - og en sidste gang tilbage på søerne og en dejlig fornemmelse.

Turen hjemad fulgte samme rute - også hen over stenskredet - og hvor det engang imellem gav lidt efter når man gik der - vi snupper den anden vej næste gang :-)

Vi tog ikke helt op på toppen af "Monte Valllecetta" (3.143 meter) - men havde alligevel en fantastisk udsigt ud over alle de andre bjerge.

Jeg er sikker på, at jeg kunne se Matterhorn og Monte Rosa - og jeg har forstørret billedet lidt
så kan du prøve og se om du kan se det samme som jeg.

Da vi runder hjørnet ser vi svævebanen komme op - og da det er den sidste (kl. 17.00)
så må vi hellere komme hen til den - ellers er der 1000 meter ned (af nogle andre gedestier)

Så et på gensyn til toppen - den tager vi en af de andre dage.

Vel nede ved Bormio 2000 -indtog vi en restaurant - nu skulle vi have lidt godt til ganen

Så vi bestilte en weissbeer hver og en lækker sandwich - men hvad kunne man få?
En Carlsberg - og når man nu er født og opvokset ved siden af Tuborg bryggerierne - så er det jo at gå over til fjenden :-)

Og sandwichen - den blev konverteret til bolle af uvis herkomst - dog var skinken og osten udmærket.

Helt nede igen var det tid til at få noget aftensmad - men så huskede jeg lige at tage et billede af huset hvor vores lejlighed er.

Vi går op ad den udvendige trappe - og hen ad den nederste balkon - ind ad døren i midten - en etage op - og så har vi den lejlighed der ligger nærmest oppe i træværket - tre vinduer - og halvdelen af altanen (hvor vi har glæde af aftensolen)

Lige rundt om hjørnet ligger så hotellet, hvor de har en udmærket restaurant.

Den første aften vi spiste der - sad vi ude på deres åbne terrasse

Men denne aften var det lidt køligere - så derfor satte vi os indenfor - og jeg skal love for at vi ikke kom til at savne udsigten.
Vi sad ved et bord ved et panorama vindue, der virkelig sagde spar to.

Og maden - perfekt - men sjovt nok bruger de ikke mange former for tilbehør.

Efter middagen sad vi og nød det på vores lille altan.

Og også om aftenen er det en pragtfuld udsigt ned over selve Bormio
For slet ikke at tale om de silhuetter bjergene giver mod nattehimlen

Men når vi kommer senere hen på natten - så er det kun lysene fra Bormio der underholder os
Og så var det ellers tiltrængt med en god nats søvn.

(tilbage til toppen)

Torri di Fraele (De to tårne)

Otte km fra Bormio går vejen opad - meget opad - med de værste hårnålesving jeg har oplevet.
Vejen er meget smal - og hårnålene er så skarpe at du ikke kan se vejen nedenunder - når du er kommet et step op.

På toppen ligger de to tårne, som i gamle dage har bevogtet adgangen ind til Val di Fraele, som i gamle dage var en vigtig handelsruten når man skulle nordpå til Schweiz.

Drabelige slag er udkæmpet her - i dag er kun historien og de to ruiner tilbage.

Efter hårnålesvingene og de to tårne parkerede vi bilen og fandt en lille hyggelig vej hvor Bella kunne løbe frit - og den så ud til at fortsætte rundt om den første sø.

Desværre endte den blindt - og vi måtte op på den vej hvor der var mange biler og cyklister, så Bella måtte gå i snor hele tiden (det er meget hårdt for en lille hund)

Men vi fandt en lille lukket vej, som gik ned til et sted hvor der løb vand ud i søen. Og jeg er overbevist om, at det kom fra den anden dæmning og at det var her der blev lavet elektricitet.

Vi kunne høre turbinerne nede under klipperne - og ikke langt derfra gik el-ledningerne under jorden - sikkert herhen.

Men der var dejligt nede ved søen - så der slappede vi rigtig af - inden vi måtte tilbage af den samme støvede landevej.

Der er to store dæmninger i området - og de hænger sammen (lige efter hinanden) - og havde man fortsat 20 km op gennem dalen så hænger de også sammen med den store sø ovre ved Livigno.

Vi kørte lige tilbage til hvor de to tårne bevogter indgangen til dalen (som jo ligger meget højt oppe). Og selvom det "kun" er ruiner - så kan man godt forestille sig hvordan de har udgjort en ikke ubetydelig magtfaktor i gamle dage.

For overhovedet at komme op til tårnene - så skal man lige op ad en rimelig smal vej der har jeg ved ikke hvor mange hårnålesving - som er så skarpe, at Transporteren skulle have fuldt styrudsving for at komme rundt i dem.

For enden af vejen skal man så lige igennem et par tunneler - du ved den slags hvor det er rå klippe inden i - og hvor de selvfølgelig drejer, så man ikke kan se noget - ej heller hvor de slutter :-)

Nå ikke mere om den tur - bare lige et billede af hver af de to tårne :-)

På vejen hjem gjorde vi lige holdt i Bormio og provianterede lidt.

Så aftensmaden blev selvgjort.

Og indrøm det bare - du har aldrig set så flot en avokado - og når den så bliver flankeret af lidt kiwi, ost og rødvin, så kan man sagtens hygge sig mens pc'en spiller Beatles no. 1 :-)

(tilbage til toppen)

Gedestier i Livigno

Og hvad skal man lige lave på en onsdag i Alperne, hvor solen skinner fra en skyfri himmel?

Vi besluttede os for en bytur - og den skulle gå til Livigno.
Der er ca. en times kørsel fra Bormio - og det er en meget lækker vej.
Opover "Passo del Foscagno" 2291 meter - og "Passo d'Eira" 2208 meter

Men inden byen vi hellere tage en lille "lufter" så både Bella og vi fik dagens motion.

Så vi kørte udenom Livigno - og ud langs med søen.

Her stoppede vi - og så gik vi op i bjergene.
Og det viste sig hurtigt at det var et ægte vildt terræn vi var kommet op i.

Stier var det så som så med - så det var et spørgsmål om nogen gange at bruge alle fire
Men det var da herligt.

Og så - pludselig var de der - Bjerggederne

Til at starte med så vi bare to - men det viste sig hurtigt at det var en lille flok på en 11 stykker.

(Der er bjerggeder på alle billederne :-)

Og selvom jeg brugte hvad der er af zoom på kameraet (5x)
så kunne man jo godt tænke sig at komme tættere på.

Og så måtte jeg jo ud og lege bjergged
Så jeg kravlede opad - og kom faktisk rimelig tæt på
Og nu begyndte man skam at kunne skelne de enkelte dyr fra hinanden.

100 meter - sådan ca. var det tætteste jeg kom på dem
Så nåede jeg deres sikkerhedsafstand - og de flyttede længere væk.

Jeg filmede også ind imellem - men for det meste stod de bare stille.

Men en et lille klip med lidt bevægelse fik jeg i kassen
Og det kan du se når du kigger det sidste billede.

Efter sådan en god time i behageligt selskab (med bjerggederne) var det tid til en slapper

Så vi fandt et lille vandløb (forlængelsen af det lille vandfald du kan se ovenfor)
Og her blev både Bente og Bella afkølet - og så var det rart med en Ice Tea.

Selve Livigno by opgav vi - jeg tror hele Norditalien var samlet der - det var et kaos
Så derfor kørte vi tilbage til Bormio - og indtog frokosten på en hygge fortovs restaurant.

(tilbage til toppen)

Gavia passet på Motorcykel

Allerede hjemmefra havde jeg lavet en rundtur, som jeg satsede på at tage på motorcykel.
Startende i Bormio og så ellers opad mod sydøst og op til Gavia passet.
Første del af strækningen (nede fra dalen) går igennem en masse små byer, som ligger som perler på en snor. Den sidste af byerne Santa Caterina - en lille ski by - markerer så også starten på hårnålesvingene. Indtil da havde vejen snoet sig lækkert opad langs floden.
Men nu kommer der så lige 10 hårnålesving op gennem skoven - og da de slutter - slutter skoven så også - og så åbner der sig det skønneste landskab.

Ca. 2 km før selve passet er der et traktørsted og en lille P-Plads

Og her er der den skønneste udsigt til de store bjerge

Det  højeste i området er på knap 4.000 meter og med det - og tilhørende gletsjer
var det tid til at nyde en smøg og en enkelt kop te - og en tanke om at det nok ikke
er sidste gang jeg kommer her.

Selve passet (Gavia) er skam ikke at kimse ad - 2.652 meter
Og der er virkelig lækkert.
Sammenlignet med Stelvio er det meget hyggeligere
Der er ikke alt det gøjl - et enkelt traktørsted - og den flotteste
natur man kan tænke sig.
Jeg fortsatte min tur sydpå - og nu skal jeg love for at man skal holde tungen lige i munden.

Nedkørslen er meget lang og meget smal - 2 biler kan ikke passere hinanden - så der er med mellemrum lavet vigepladser - og så må den ene bakke. Jeg ved ikke hvor mange hårnålesving der er på nedkørslen - men det er mange.
Selvfølgelig flader det ud længere nede - og igen med bløde kurver over en meget lang strækning.

Derefter gik turen sydvest på - ad en almindelig landevej - som de nu en gang er i Norditalien.

Men så kørte jeg opad - ad en gedesti - tæt på - men selve vejen var i orden.
Når man lige har været over 2.652 meter - så er 1.851 meter jo ikke meget:
Men tag ikke fejl - det var meget mere intenst motorcykelkørsel

Vel nede på den anden side gik det nordpå ad landevejen - og over halvdelen af vejen foregik det med tunnelkørsel.

Bormio er jo noget afsondret fra omverdenen - specielt om vinteren. De tre store pas (Stelvio mod nord - Gavia mod sydøst - Passo del Foscagno mod vest og Livigno) er alle lukkede om vinteren (1/12-1/5). Så derfor er den eneste vej til Bormio om vinteren den der kommer sydfra (fra Tirano) og som gennem en strækning på ca. 20 km går i tunneler.

(tilbage til toppen)

Stelvio passet på Motorcykel

Når man nu bor kun 27,6 km fra Stelvio passet, så SKAL man derop på Motorcykel.

Og her er beviset så - Julle på toppen

Og det er en herlig tur (på motorcykel )

Men hvor højt er Stelvio passet egentlig.
Ja dem der står for opsætningen af skiltene er åbenbart også i tvivl
Det ene skilt siger 2.758 meter - og det andet siger 2.760 meter
Og så min GPS slingrede lidt i sine visninger - den mindste var 2.761 meter
og det højeste var 2.768 meter.

Nå pyt - højt er det (Europas næsthøjeste asfalterede bjergpas)

Ovenover selve passet ligger "Tibet"
En lille restaurant - hvor der må være en herlig udsigt
(men ikke et besøg værd i motorcykelstøvler )

Når man kigger nedad - og østpå - så er der også en fantastisk udsigt
Og man kan også nyde de første af de 48 hårnålesving der er på den side.

Hvad der også er helt specielt for Stelvio passet - er det "gedemarked" af souvenir butikker, der er her.

Her kan du få ALT hvad hjertet begærer, hvis det da begærer det du kan se på billedet
Jeg vil tro at der er omkring 10 souvenir butikker, som alle sælger det samme

Jeg skal ikke gøre mig bedre end alle andre - så der blev indkøbt et tekrus, to "murmeldyr" til børnebørnene
og - ikke at forglemme - et lille klistermærke til Intruderen

På vejen ned gjorde vi lige holdt ved et vandfald.

Og her var også en meget flot udsigt ned mod Bormio.
På denne side af Stelvio passet må vi nøjes med 38 hårnålesving.
Til gengæld er der en del tunneler - og selvfølgelig nogle af dem der drejer.

Og så er der altså også langt ned - da Bormio ligger i 1.200 meters højde.

Dagens gættekonkurrence: Hvad laver Bente?

Jamen - når man medbringer en vandflaske med "pop op" låg - og fylder danskvand med brus i den
Så er resultatet givet med det samme - den popper op

Og så bliver rygsækken altså våd. Så Bente er i fuld gang med at tørre det værste op
At rygsækken så var i min sadeltaske det betød ikke noget - den kan jo tåle det - var hendes eneste kommentar

Og her det så - klistermærket

Beviset på at Intruderen klarede 38 hårnålesving - både op og ned

Og det pynter jo fantastisk på sådan en vindskærm

(tilbage til toppen)

Bjergtur til Monte Vallecetta

Toppen af Monte Vallecetta ligger i 3.143 meters højde - og så er det jo egentligt lidt snyd at tage svævebanen op til 3.000 meters højde.

Men det går lidt nedad til at starte med - og så opad igen.
Og vi havde dårligt forladt kabinen før Bella blev sluppet løs - og så viste hun ellers vejen.
Og det foregår ved at hun er ca. 100 meter foran - og så kommer tilbage - og så af sted igen.
Så hun når typisk at løbe tre gange så langt som vi andre går

Og turen til toppen foregik på en sti, der fulgte bjergryggen.
Og der er altså meget langt ned på begge sider.

På den ene side har vi Bormio liggende for vores fødder - og da vi befinder os i 3.000 meter og Bormio ligger i 1.200 meter - så er det altså et fald på 1.800 meter. Til den anden side er der "kun" et fald på 1.200 meter (så det er jo ikke noget at tale om )

Bella havde efterhånden været på nogle ture rundt i bjergene - så hun var meget fortrolig med højderne - og det var vi jo også.

Og selvom det er lidt specielt at på en bjergryg - så gik det alligevel rask og stok og sten.

Turen var som sagt ikke ret lang - så det varede ikke længe før vi kunne se toppen.

"Jesus ord er den eneste trøst" - var ordene (frit oversat) på korset på toppen af Mont Vallecetta.
Vi behøvede dog ingen trøst - det er en fantastisk oplevelse at sidde på toppen af et bjerg og have hele verden liggende for sine fødder.

Og man kan altså se langt - meget langt - Bernina bjergene ligger med fuld sne på (de er ca. 4.000 meter høje) - og de er ca. 150 km væk - og der var nogen der var endnu længere ude i horisonten.

Jeg kan ikke give dig den samme oplevelse som vi havde

Men - se lille denne lille videostump som viser udsigten 360 grader rundt fra toppen

Vi blev på toppen en lille times tid - det er altså herligt bare at sidde - og nyde naturen når den er aller bedst.
Solen der skinner fra en (næsten) skyfri himmel - ikke en vind der rør sig - ikke en eneste bil - for slet ikke at tale om naboens plæneklipper - der er kun naturens egen lyd - herligt .

Turen tilbage til svævebanen foregik stille og roligt

Og da den går 2 gange i timen - så skulle vi ikke vente længe
Dog lige tilpas til at vi kunne få et herligt billede ned over Bormio.

Ærgerligt at Bormio er så svær at komme til om vinteren - det er jo også et fantastisk skiområde.
Forestil dig et skiløb på 1.800 meter (altså nedad) - det er ikke mange steder du kan det.

(tilbage til toppen)

Gavia passet på gåben

Fredag - vores sidste dag i ferien - skulle virkelig bruges - så vi bestemte os for at tage op til Gavia passet.
Eller rettere til et par km før passet - et herligt område med masser af vandrerruter.

Og når man nu har sat bilen - så var det et spørgsmål om, hvilken af ruterne vi skulle tage.
Det var nu ikke så svært - for ude i det fjerne var der en gletsjer - og det kunne da være lidt sjovt.
Så det blev "rute 42", der gik over mod - men dog ikke helt til gletsjeren.

Som du kan se, så er der jo ikke mange træer

Men vi befinder os også i ca. 2.500 meters højde
Så det botaniske er lidt sparsomt.

Umiddelbart skulle man tro at der er tørt så højt oppe
Men på hele turen måtte vi hoppe over små bjergbække

Stien vi fulgte var fin-fin - og ikke specielt krævende

Og selvom det ser lidt ensformigt ud, når man bare kigger ude over landskabet
så er det meget varieret - og udover bjergbækkene - så er der en del små bjergsøer

Disse to billeder er taget nogenlunde det samme sted
Men i hver sin retning - så selvom vi stadig syntes, at der var langt til vores mål
Så kunne vi jo godt se at vi var kommet et godt stykke.

Det er utrolig svært at bedømme afstande - og ikke mindst hvor stort det hele er.
Og det skyldes jo bl.a. at der ikke er noget at sammenligne med (altså noget vi kender)
Det kunne jo være rart at der lå et hus - så kunne man måske bedre

Selvom gletsjeren stadig er langt væk, så er jeg overbevist om, at den har været større.
Mange steder så vi spor efter at der nok engang har været en meget stor gletsjer.

På det første billede har vi en sten i nærbillede - og det er tydeligt at se skurestriber
På det andet billede er det en hel klippevæg - der er helt glatsleben - og med skurestriber

Så ingen tvivl om at gletsjeren har været meget større end den er i dag.

Som sagt - så var der masser af vandløb - og Bella kunne stille tørsten når som helst hun ville - og vandet var friskt og rent.

Vi havde dog taget lidt med hjemmefra til os selv - og det var nu også rart at sidde og slappe af en gang imellem.
Så både vi og Bella - tog os et lille hvil - og nød en varm sten - og at se de små ting i naturen - som fx kærulden der står rank og flot.

Efterhånden som vi nærmer os målet - så forsvinder det - altså gletsjeren - den er helt væk bag klipperne - og når vi kigger os tilbage så er vi "langt fra hjemmet - uden øl".

Du kan se stien vi kom ad - og endda også vejen hvor bilen holder - til gengæld er vandfaldet kommet tættere på - og vi beslutter os for at det skal være vores endelig mål - inden vi vender om.

Og ja - det der lille vandfald, som vi havde set på lang afstand
Det er altså ikke så lille endda - det er faktisk rimelig stort

Og når man kommer helt tæt på - så er det MEGET stort
Og også lidt vildt

De er en fantastisk oplevelse at stå der - ude i den vilde natur

Vandet kommer selvfølgelig fra gletsjeren - men det er alligevel imponerende
Det fosser bare hele tiden - tænk hvor mange liter der kommer ned - hele tiden

Helt tæt kom vi dog ikke - det ville have været for vildt
Selv Bella var klar over hvor tæt man kunne gå - hun skulle ikke hen og drikke

Efter denne oplevelse havde vi lige 2½ times travetur tilbage igen - herligt.

Jeg slutter lige med et billede der viser naturen - når den er aller smukkest.

Midt i dette golde område - der er der liv - masser af liv
Og det gælder både flora og fauna.
En tidsel (af ubestemt herkomst) - og ikke mindre end fem sommerfugle (også af ubestemt herkomst)

Og det lige "in the midle of nowhere"

Fremragende bjergvandring - så er man virkelig ladet op.

(tilbage til toppen)

Turen hjem til Them

Det meste var pakket om fredagen (herunder Intruderen som var kommet bag i Transporteren)

Resten kom ned i bilen lørdag morgen - og det var med lidt vemod, at vi forlod Bormio - og en lige så flot morgen, som det havde været alle de andre dage.

Og så kæmpede vi os ellers op ad Stelvio passets 38 hårnålesving - og ned på den anden side ad de 48 hårnålesving. Og det er altså et flot landskab at køre i - men langsomt i en Transporter.

Flot er det - sådan en tidlig lørdag morgen.

Resten af turen hjem til Them er ikke værd at skrive hjem om - først nogle hundrede kilometer landevej igennem Østrig - og så en tusind kilometer på en tysk Autobahn - kun afbrudt af de nødvendige rastepladser (vi havde jo også lige Bella med) - og hun synes bedre om opholdene end om selve køreturen

Prøv selv at tage til Bormio en gang - jeg kan varmt anbefale det

Således oplevet - Julle

(tilbage til toppen)

Det oprindelige oplæg

På billedet ligger Bormio nede i dalen

Men ellers ligger Bormio i Norditalien

Mere specifikt i de norditalienske alper ikke så langt fra Livigno (hvis du kender det).
Både Bormio og Livigno er kendte skisportssteder.

Bormio ligger også 14 km syd for "Passo Stelvio" - Europas næsthøjeste asfalterede bjergpas - med en højde på 2.758 meter.

På kortet her kan du finde Bormio nede i venstre hjørne - og måske mere kendt, har du både Bolzano og Innsbruch i højre side af kortet.

Turen til Bormio går ad A7 hele vejen igennem Tyskland - og så ind i Østrig via Fernpas.

Og i stedet for at køre stik syd over Timmelsjoch eller mere øst på mod Brenner passet - så kører vi lidt mere syd vest på - og kommer ind i Italien via Umbrallpass (2.503 meter)

Bormio ligger i 1.200 meters højde - og vores lejlighed ligger i 1.600 meters højde - med udsigt ned over dalen - men også op mod toppen af "Monte Vallecetta" (3.148 meter) nok deraf navnet på hotellet "Vallechiara" (ved siden af lejlighederne).

Vi satser selvfølgelig på super vejr - Sol og varme - og så er der også mulighed for nogle herlige MC-ture - både i det italienske - men også med afstikkere ind i de schweiziske Bernina bjerge.

14 km fra Bormio ligger Europas næsthøjeste  asfalterede Bjergpas - nemlig Stelvio - 2.757 meter over havet.
Og prøv lige at se den opkørsel - er du til hårnålesving, så skal du op over Stelvio (og husk du skal ned igen)
48 hårnålesving - hver vej

Heldigvis er der også mange skønne veje i området uden hårnålesving - men når man nu er der - så skal det prøves.

Det bliver dog ikke motorcykelkørsel det hele - for Bella (vores lille hund) har fået EU-pas - så nu kan den også komme med på ferie.
Så mon ikke vi vil fordele sol og vind lige - så der både bliver lejlighed til at opleve nogle af de skønne bjerge på motorcykel - og - lige så lækkert - nogle herlige vandreture i bjergene - denne gang med Bella.

Du er velkommen til at linke alt det du vil til min hjemmeside
Men tekst og billeder er beskyttet af ophavsret - og må kun gengives (helt eller delvist) med min tilladelse.

Oprettet 30.11.1998                                        
Sidst rettet:
lørdag, 26. juni 2010

Web-master: Julle