Lidt lokal historie
Hitler forrådte de tyske sydtyrolere
Hitler ønskede at få Italien som forbundsfælle i Anden Verdenskrig. Derfor
opfordrede han tyskerne i Sydtyrol til at udvandre til Tyskland. 75.000 fulgte
opfordringen.
Af Sven Skovmand
Tyrol strækker sig tværs over Alperne fra Sydtyskland til Norditalien, og
hele den centrale og sydlige del hørte indtil Første Verdenskrig under Østrig.
Men ved fredsslutningen i 1919 blev provinsen delt, og landet syd for
Brennerpasset blev italiensk, selv om der næsten kun boede tyskere i området.
Den italienske diktator Mussolini var bange for, at de tysktalende
sydtyrolere ville kræve at komme tilbage til Østrig og forhindrede derfor flere
gange, at Østrig og Tyskland blev forenede. Han foretrak at have det lille
Østrig som modspiller frem for det store Tyskland.
Hitlers aftale med Mussolini
Da Hitler kom til magten i Tyskland i 1933, ønskede han imidlertid at få
Italien som forbundsfælle. Derfor aftalte han med Mussolini, at spørgsmålet
skulle løses, ved at man fik den tyske befolkning til at udvandre til Tyskland.
Opfordringen blev fulgt af cirka 75.000 sydtyrolere, og Mussolini fik
samtidig gennemført en storstilet indvandring af italienere i området. Snart
udgjorde de flertallet i byerne Bozen (Bolzano) og Meran (Merano).
De tysktalende sydtyrolere frygtede, at de ville komme i mindretal i deres
hjemstavn.
300 aktioner
Efter Anden Verdenskrig krævede de tysktalende sydtyrolere beskyttelse, og
den italienske regering lovede da også, at de skulle få en form for selvstyre.
Det blev imidlertid gennemført ved, at man slog Sydtyrol – som italienerne
kaldte Alto-Adige – sammen med den langt større Trentino-region, som var rent
italiensk.
Det fik grupper af tysktalende sydtyrolere til at gennemføre en række
terrorhandlinger, deriblandt »Ildnatten« i 1961, hvor der blev sprængt
højspændingsmaster i luften i hele provinsen. Alt i alt blev der foretaget
omkring 300 bombeattentater i årene fra 1956 til 1966.
Den endelige aftale
Efterhånden indså de italienske regeringer, at man måtte komme med
indrømmelser. I 1971 gennemførtes en lovgivning, som betød en markant forbedring
af de tysktalende sydtyroleres vilkår, og i 1992 blev ordningen udbygget så
stærkt, at de tysktalende sydtyrolere af mange betragtes som det bedst stillede
nationale mindretal i verden.
Resultatet af denne politik er blevet, at de tyske sydtyrolere har fået mere
og mere magt, og at stadig flere italienere forlader området.
Læs selv mere (på
engelsk)
