Ruapehu - På vulkanens top

Ruapehu er navnet på det højeste punkt på nordøen. Det er samtidig også navnet på en vulkan - endda en rigtig aktiv en af slagsen. Med sine 2.797 meter er der en fantastisk udsigt fra toppen - faktsik kan du se hele nordøen (i godt vejr :-)

På billedet ser du også Chateau Tongariro - et gammelt engelsk hotel fra 1929. Og her boede vi (det er smådyrt) - og det er vitterlig holdt i gammel stil - jeg vil vove den påstand at selv edderkoppespindene i hjørnerne også er fra 1929 :-)

Forventningerne til en tur op på vulkanen var kæmpestore - men af en eller anden årsag skulle vi have vores eneste dårlige dag her.
Og når sigtbarheden er lav - så bliver humøret det også.

Vi kørte dog så langt op vi kunne - til "Whakapapa Base Area" og her mødte os et syn, hvor sigtbarheden var ca. 20 meter. Og hvad man ikke kan se på billedet - vindhastigheden er 150 km/t.

Så vi tog på en lille tur i omegnen af Ruapehu - hvor vi fandt en masse vand.

Noget af det var meget fint - se blot vandfaldet - men andet vand var ikke særlig spændende - nemlig det der kom ned fra oven :-(

Nå efter regn kommer sol - og det gjorde den så på andendagen - og med solen kom også smilet frem.

Læg selvfølgelig mærke til den bænk som Bente sidder på - men læg også mærke til den lille note der er hængt på skiltet (advarsel om færden nær vulkanen) - og læg så endelig mærke til det smil der er kommet frem på os begge to :-)

Så da liften (skilift om vinteren) åbnede - så var vi de første til at indtage den øverste bjergstation - og nu var vi for alvor over de skyer der stadig lå over hele nordøen.

Og her var den så - toppen af Ruapehu. Det var "bare" der vi skulle op.
Men når vejret er sådan - så har man virkelig fået blod på tanden.

Et par berømte tinder på vejen - jeg mener de kalder dem "Penegals" - måtte lige foreviges - så derfor lige et par billeder som de ser ud mens vi "treckede" forbi dem:

Når man ser vejen op - sådan lidt på afstand, så ser det meget tilforladeligt ud - men det er altså noget arrigt noget at vandre i. Der hvor der ikke er klipper, der er der vulkansk aske - og det er ligesom at gå i sand - bare en strand der er vippet 45 grader :-) Kan du finde Bente?

Efter en times tid er vi også klart over skyerne - og pludselig kommer vi over en bjergkam - og kan se "den anden side".

Og så kommer der en helt fantastisk udsigt til syne - nu har du udsigten til begge sider.

Og udsigt er der - jeg pralede af at du kan se hele nordøen (i klart vejr) - men vi oplevede lidt af det.

På dette billede kan du se Mt. Egmont (2.518 meter høj). Og hvad der er lidt specielt er at den lille 15o km væk (i fugleflugtslinie).

Men den var høj nok til også lige at titte op over skyerne.

Selvom det første stykke gik over stok aske og sten, så var det rimelig nemt - men da vi nåede helt op, begyndte det virkelig at ligne bjergbestigning.
Men udsigten var det hele værd - tænk at kunne ned på en vulkan - endda en af dem, der også ligner en: "Ngauruhoe"

Så efter to timer opad besluttede vi at her sluttede vores tur - kun 50 meter fra toppen - men vi var ikke lige indstillet på at skulle klatre i bjergene.
Klipperne her var så "skøre" at vi kunne brække stumper af, når vi tog ordentlig fat - og det skulle jo gerne være en fornøjelse :-)

Så derfor - disse billeder er taget næsten på toppen af Ruapehu. Vi vidste godt at der på den anden side af toppen var en kratersø - men det skulle altså ikke lige være denne gang.
Senere viste det sig, at der var en anden vej til toppen - det må blive næste gang.

På vejen ned kunne vi ikke dy os for at muntre os i sneen (en enkelt snebold blev det da også til :-)
O g da vinden havde lagt sig helt - og det nu var midt på eftermiddagen - så var det også lækkert varmt.

Så derfor skulle tæerne også lige køles ned - og det blev de. Vandet i de små vandløb er isnende koldt (det kommer jo også lige ud af de små gletsjere.
Hvad man ikke kan se på det andet billede er at øllet også var dejligt køligt.

Helt nede igen - var det tid til at kigge tilbage - eller rettere op.

Og på dette billede kan du se hvor langt vi nåede - og også se, at der netop der hvor vi var, var en pukkel, som ikke bare lige var til at passere (for os - på det tidspunkt :-)

Men vi kan da prale af, at vi var de højeste mennesker på nordøen, da vi var der :-)